Adgangskursus
Forløb med cases fra den virkelige verden
Adgangskursus
Forløb med cases fra den virkelige verden
Hvert efterårssemester gennemfører vi på Adgangskursus et forløb med de studerende, hvor der arbejdes med en case fra den virkelige verden. Casen indeholder problemstillinger, der går på tværs af de fag, de studerende har på Adgangskursus. Der skal derfor bruges teori fra både de naturvidenskabelige og humanistiske fag til at løse casen.
Forløbet udarbejdes i samarbejde med en uddannelse på AAU og strækker sig typisk over 2-5 dage, hvor de studerende bliver præsenteret for en problemstilling, som de skal løse i fællesskab (på AAU kaldes problembaseret læring for PBL). Oftest gennemføres forløbet på uddannelsen med forelæsninger og forsøg foretaget i uddannelsens laboratorier. Hvert forløb afsluttes med en præsentation af resultaterne på klassen.
Via forløbet får de studerende et indblik i at arbejde problemorienteret, og det er samtidig en god forberedelse til deres videre uddannelse på Aalborg Universitet og maskinmesterskolerne.
Eksempler på et samarbejde
På BUILD har de studerende arbejdet med bygningers energiforbrug. Bl.a. regnede de på, hvor meget det betyder at isolere husene bedre, og de lavede målinger af, hvilke materialer, som der isolerer bedst.
På ENERGI har de studerende arbejdet med Grøn omstilling med særlig fokus på vindmøller. De studerende gennemførte en række forsøg i samarbejde med Kemi- og Energi-afsnittet på Campus Esbjerg. I forløbet var der desuden et besøg på virksomheden PolyTech, der er eksperter i beskyttelse og forbedringer af vindmøllevinger.
Generelt om PBL på Aalborg Universitet
Studieformen på Aalborg Universitet er tilrettelagt efter den såkaldte Aalborg-model for problembaseret læring (PBL) og er anerkendt af universiteter, forskere og studerende i både ind- og udland. Den går kort fortalt ud på, at du arbejder i grupper med dine studiekammerater, hvor du identificerer, analyserer, formulerer og løser problemstillinger fra det virkelige liv.